Postersession
Du fremviser dit projekt og dine resultater på en poster. Posteren kombinerer tekst og grafik og danner udgangspunkt for en præsentation, der er visuelt flot. Under postersessionen præsenterer du dit arbejde for undervisere, studerende, repræsentanter fra industrien og, sidst men ikke mindst, for dommerpanelerne. Afhængig af antallet af projektpræsentationer finder postersessionen sted enten i ét stort lokale eller i flere små. Din poster skal hurtigt og effektivt kommunikere dit projekt og dine resultater alt imens deltagerne kigger forbi. I modsætning til det høje tempo, der ofte kendetegner slideshows eller mundtlige præsentationer, giver en postersession deltagerne mulighed for at studere og at vende tilbage til indholdet af posteren og diskutere det med dig på tomandshånd. Du skal endvidere kort præsentere dit projekt mm. over for dommerpanelet.

Laptopsession
Under laptopsessionen fremviser du dit arbejde på din egen bærbare PC. Afhængig af antallet af projektpræsentationer finder laptopsessionen sted enten i ét stort lokale eller i flere små. I modsætning til standard powerpoint præsentationer, som projiceres på en stor skærm, henvender laptop præsentationer sig til et mindre publikum, typisk 2 – 6 personer omkring en computer. Dette giver deltagerne mulighed for at diskutere dit projekt og resultaterne i en mindre gruppe eller endda på tomandshånd. Du skal give kortfattede præsentationer af dit projekt med faste intervaller, når der er publikum til det, ligesom du skal præsentere det over for dommerpanelet.

Freestylesession
Denne session giver dig mulighed for at præsentere dit projekt og resultaterne på alle andre måder end de ovenfornævnte. Alt er tilladt! Det kan være udråb, et teaterstykke, en udstilling af artefakter, en videooptagelse – og meget mere! Der er ingen begrænsninger ud over din fantasi.

Sig til hvis du har særlige ønsker i forbindelse med din præsentation. Vi kan ikke garantere at kunne imødekomme alle ønsker, men vi vil gøre vores bedste for, at du skal kunne præsentere dit projekt på den måde, du foretrækker.
Ansvarlig:
...